|
I
dæmningernes hjerteland
For Lolland og Falster er der et ”før” og et ”efter” af næsten
ufattelig tyngde: 13. november 1872. Et døgn der ændrede en hel landsdel
for altid.
Før denne skæbnedato lå det lave land hen med sine udstrakte vådområder,
nor, vige og dybt snørklede fjorde med et utal af småøer og holme.
Efter århundredets stormflod blev der bygget diger og dæmninger til den
store guldmedalje, og al denne landskabelige mangfoldighed forsvandt.
To anlæg tager prisen: det lollandske dige på 62 kilometer og det
falsterske dige på 17 kilometer.
Disse to store diger, der på lange stræk er regulære dæmninger, har
haft en indiskutabel sikkerhedsmæssig betydning. Det har de også i dag,
hvor de hastigt indtrædende klimaforandringer atter sætter fokus på
digebyggeri. Et folk, der ikke vil dige, må vige.
Ingen ved deres fulde fem ville drømme om at fjerne disse værn mod
havet, men denne kendsgerning burde ikke betyde, at det skal være forbudt
at påpege, hvad der gik tabt, og om forfædrene kunne have gjort det
anderledes.
Når man ser, hvor gennemtænkt hensynet til natur, landskab og
befolkningens interesser integreres i anlægsarbejderne til
Femern-forbindelsen i disse år, kan man kun glæde sig over, hvor meget
klogere vi er blevet. Men det har altså taget 150 år at nå den
standard.
Fremtiden
til debat
Klogt
ville det vel være, fordomsfrit og i en åben process, at revurdere
rentabiliteten i at opretholde hvert eneste dige eller dæmning i al
fremtid.
Saksfjed Inddæmningen, som baronen på Sønderkarle fik inddæmmet i 1875
som resultat af en sikkerhedsmæssig unødvendig forlængelse af det
lollandske dige med 10 kilometer, kom der aldrig noget godt ud af. Tværtimod
udviklede projektet sig til en direkte trussel mod baronens økonomi
Da Keldervig-dæmningen ved Blans brast i 2006 burde man nok have taget
sig tid til en fremtidsorienteret diskussion om inddæmningens fortsatte
opretholdelse i stedet for pr. rygmarv at poste offentlige 500.000
tilskudskroner i den mere end 137 år gamle kunstighed.
På den anden side ville kulturhistorikeren kunne hævde, at netop dæmningsanlæggets
høje alder indskriver det i rækken af kulturhistoriske minder, der bør
bevares.
Hellere
ål end kørevej
Lollands-diget
skabte forudsætningerne for fuldstændigt at vende landskabet på hovedet
i Nakskov Fjord og i Rødby Fjord, og på samme måde kom det falsterske
dige til at fremme tørlægningen af det kæmpemæssige Bøtø Nor.
Viljen til at vinde nyt land blev dog ikke skabt af de to store
digebyggerier. Den var der i forvejen og stod overhovedet ikke i
forbindelse med den fejlagtige 1864-myte om at vinde indadtil, hvad der
var tabt udenvælts. Allerede fra år 1800 og faktisk en smule tidligere
blev der igangsat landvinding i begge de store fjordkomplekser ved Nakskov
og Rødby og også langs det mest af Lollands nordkyst.
Men ofte mødte projektmagerne stor lokal modstand som f.eks. ved Nakskov
i 1840'erne.
Henrik Andreas Lund havde overtaget Fredsholm i 1820 og gav sig straks i
lag med at bygge dæmninger, men da han ville inddæmme Saunsø Vig mellem
Stensø og Fredsholms mark, kom han i strid med fiskerne, der plejede at
stange ål i vigen, og da han i 1832 ville anlægge en kørevej på dæmningerne
og fyldte løbet ind til vigen, gik det galt.
Nakskovitterne reagerede voldsomt, og da myndighederne ikke kunne enes om
at afgøre sagen, gennembrød fiskerne i 1835 dæmningen og åbnede en
seks meter bred gennemsejling.
Så blev der proces. I første omgang frikendtes fiskerne, i næste omgang
dømte Overretten dem, men Højesteret gav dem medhold. Da dommen var
afsagt, blev der fest i byen. Fiskerne sejlede med fakler gennem løbet,
der blev kaldt ”Frihedsrenden”. Lund blev så ærgerlig, at han i 1840
solgte Fredsholm.
I dag er Saunsø Vig for længst tørlagt.
Eventyret
i Vålse
Hovedreglen var at initiativet oftest udgik fra samfundets mægtigste,
godsejerne og købmændene. Ganske vist havde de så rigeligt i forvejen
men så det som deres hovedbeskæftigelse at forøge
formuen.
Dog er der lysende undtagelser, hvor velbegavede og initiativrige bønder
selv tog sagen op. Historien om Vålse Inddæmning på Nordfalster har næsten
eventyrlige kvaliteter.
I 1841 drog bonden Hans Rasmussen fra Vålse til København for at opnå
kongelig koncession til at inddæmme det inderste af Vålse Vig på
Nordfalster. Det er et af de tidligste inddæmningsprojekter og usædvanligt,
fordi det var de lokale, der selv løftede opgaven. Og da den en kilometer
lange dæmning næsten stod klar, regnede Jakob Skomager på tiderne for høj-
og lavvande og lige i den time, hvor vandet stod stille, blev der kørt
kampesten og jord ud for at fylde det sidste hul og lukke havet ude.
To år efter den vellykkede inddæmning kom der royalt besøg. Kong
Christian VIII spadserede en tur på dæmningen i samtale med Hans
Rasmussen, som var de "gamle venner".
Så gik der mere end 30 år, før Vålse-bønderne fik pumpet området
frit for vand. Mads Hansen skulle først opfinde en vandsnegl, der
effektivt kunne løfte vandet ud af inddæmningen på bare 24 døgn. Han
gjorde det muligt at omdanne Vålse Vig til frugtbare enge.
Opfindertrangen gav Mads Hansen videre til sin søn Jacob, der
legede med store drager på den gamle strandbund. Senere tog han moderens
pigenavn, og i september 1906 udførte Jacob Ellehammer en af verdens første
flyvninger, da han fik sit "luftskib" til at lette 42 meter på
øen Lindholm.
Sukkerroer
på Rødsand
Opfindsomheden
kunne dog også tage overhånd. I den store landvindingsepoke 1940-1970,
hvor Landbrugsministeriet rask væk betalte to tredjedele af alle udgifter
ved landvinding, strømmede det ind med utopiske projektforslag.
Hvorfor ikke gøre Møn landfast med et par dæmninger? Eller Smålandsfarvandet
– der lå 9050 hektar og ventede på et rask initiativ. Ganske vist
ville den inddæmning blive næsten dobbelt så stor som landets hidtil største
i Lammefjorden, og den ville også kræve 28 kilometer nye dæmninger, men
det afskrække hverken sognerådene på Femø, Askø og Fejø eller
projektets varmeste fortaler, kammerherre Grandjean på Vennerslund.
Og endelig var der de, der i fuld alvor mente, at Rødsand burde gøres
landfast og opdyrkes som landbrugsjord. At det ville forudsætte dæmninger
på 37 meters vanddybde, lod man sig ikke anfægte af.
Så galt gik det dog aldrig. Stort set ingen af de 89
landvindingsprojekter på søterritoriet, som blev foreslået i 1953 af
Hedeselskabet, kom til at nyde fremme. Når først fagfolkene havde haft
dem til gennemsyn, blev de afvist som urentable og urealistiske. Specielt
for Lolland-Falster, der siden 1872 havde været dæmningernes hjerteland,
var det ikke flere vidtløftige tørlægninger, man havde brug for.
|
STEDER
PÅ LOLLAND, FALSTER OG MØN
|
